Hvor går journalistikken hen, når der skrives om tarmsygdomme?


Kommentar – af Mik Aidt


Der går langt imellem at der bliver skrevet i pressen om tarmsygdommene Crohns og Colitis. Derfor kan det undre, at når det så endelig sker, bliver man præsenteret for en "ikke-nyhed", der som oftest er det rene mikrofonholderi for lægevidenskabens "ikke-viden".


Jyllands-Posten har nu eksempelvis begået to artikler om Crohns og Colitis, trykt i JP København den 25. februar 2006, skrevet af Mille Marie Christensen og Charlotte Frost Andersen (klik på links nedenfor for at læse artiklerne), som får én til at tænke: “Er dette journalistik? Hvor er den journalistiske nyhed? Hvad fik dem dog til at trykke dén historie?”.

Der stod jo intet nyt. Eneste kilder er to læger, som blot kan berette, at de får flere og flere unge patienter ind. Og en ung patient, som patetisk fortæller om, hvordan han lever med at være blevet gjort afhængig af skulle tage medicin resten af sit liv.

Der fortælles intet, som ikke har været offentligtgjort fortalt gentagne gange i medierne. Ikke et ord om den nye forskning og de nye forsøg, der foregår på området. Ikke et ord om, hvorfor der forskes så forholdsvist LIDT som der gør på netop dette område. Og artiklerne nævner heller ikke ét ord om, at det måske mest spændende omkring netop disse tarmbetændelses-sygdomme er, at fordi lægevidenskaben ved så lidt om hvad den skal stille op omkring disse sygdomme, florerer der på internettet noget, der tenderer en intensiv "undergrunds-guerilla" mod lægernes bedreviden og ignorans over for sygdomramtes egne erfaringer med at løse problemerne gennem diæt og ændret livsstil – et oprør mod den trøstesløse og deprimerende situation, som lægevidenskaben bliver ved med at holde i ave og som disse to artikler i sig selv er et udtryk for: at man på hospitalerne tilsyneladende helt bevidst gør hvad man kan for at holde patienterne hen i uvidenhed om alternative behandlingsformer. De ordinerer livsvarig medicin og fjerner folks tarme uden at oplyse om, at det måske kunne undgås. For mange hundredetusinde mennesker på verdensplan har det vist sig, at det der er måder at kontrollere eller endda kurere sygdommene på UDEN brug af medicin eller kirurgisk indgreb - men af en eller anden grund holdes denne erfaring hemmelig og affejes som almuesnak.

Jeg har talt med mange danskere om dette emne igennem de sidste 10 år, og jeg er indtil nu ikke stødt på noget, som indikerer eller beviser, at den danske lægestand er købt og betalt af medicinalvareindustrien. Eller at de kun tænker på at holde sig selv i arbejde. Men det er alligevel påfaldende, så effektivt man i patientforenings-regi og interviews har tiet ihjel, at den danske udgave af tarmdiætbogen 'Bryd den onde cyclus' er blevet så populær, at den nu er udsolgt fra forlaget - og at websites og vidneudsagn verden over beretter om diætens succes.

Kære Mille Marie Christensen og Charlotte Frost Andersen.... Skulle I en dag finde tid til at sætte jer lidt mere grundigt ind i emnet, som I udbreder jer om til JPs læsere, heriblandt de stakkels 30.000 danskere, som lider af betændelse i tarmene og hvoraf flertallet bliver belært af lægerne at "diæt har ingen betydning", og hvis I vil vide lidt om, hvorfor vi er nogen, som oplever det som en trist og tynd kop the at læse den slags artikler, som I har begået dér, så start her - på www.scdiet.org - og klik jer derfra videre rundt på de mange internationale websites, som gennem de sidste 10 år er blomstret op om dette emne. Og kom så igen med en artikel, som går lidt mere i dybden om hvad det EGENTLIG er der foregår på dette område - udenfor de gastroenterologiske afdelinger, hvor man har trukket gardinerne for.



'Unge rammes af tarmsygdomme'
http://epaper.jp.dk/25-02-2006/demo/JP_06-06_07.html
http://www.jp.dk/kbh/artikel:aid=3578246/


Dansk startside

SCD Web Library start page